Af Christopher Høeg Lundberg
Et nyt EU-forbud på mikroplastik, hvori gummigranulat til kunstgræsbaner er med, er netop blevet vedtaget. Hos en dansk ingeniørvirksomhed mener man dog, at EU burde have gået en helt anden vej.
Debatten om fyldet i kunstgræsbaner, det såkaldte infill, er ikke ny. Siden slut 90’erne, hvor man fandt ud af, at den rigtige længde kunstgræs fyldt med sand og gummigranulat gav de bedste betingelser til professionel fodbold, har forskere, miljøorganisationer og EU forsøgt at finde ud af om det nye vidundermateriale for fodbolden havde en negativ bagside.
I denne artikel kigger vi derfor først nærmere på, hvor tæt på et definitivt svar på sundheds- og miljørisikoen, man kan komme, og derefter på, om EU’s nye forbud er den rigtige løsning.
Hvad er gummigranulat?
Hos virksomhederne Genan i Viborg eller IMDEX i Farsø, hvor det meste af gummigranulatet i Danmark kommer fra, får man udtjente hele dæk ind, hvorefter 75 procent af dækket bliver til nye gummipulver- og gummigranulatprodukter, 15 procent af dækket er stål og de sidste 10 procent er tekstilfibre.
Gummigranulatet kommer altså fra dæk, der har udtjent sin levetid – såkaldte end-of-life tyres også kaldet ELT.
Inden dækkene når så langt, skal de først laves. Og her opstår den første usikkerhed ved det, der i sidste ende, bliver til gummigranulat, vi spiller fodbold på. For i dækproduktionen tilføres nogle polyaromatiske hydrokaboner, bedre kendt som PAH’er. De findes naturligt i kul, råolie og benzin og tilsættes som blødgørere til dækkene.
Problemet er her, at PAH’er ifølge blandt andre sundhed.dk går under betegnelsen kræftfremkaldende stoffer. Og specifikt otte forskellige PAH’er, der bruges i fremstillingen af dæk, er tidligere blevet vurderet til at udgøre en risiko.
Det har man dog vidst i mange år, og derfor blev der i 2010 indsat en grænseværdi på 10mg/kg under EU’s REACH-forordning – REACH er dem, der holder øje med helbreds- og miljørisikoer fra kemikalier og lovgiver derefter.
På den måde blev 10 mg/kg den maksimale grænse for det samlede indhold af disse otte PAH’er i nye dæk. Men der var jo også dæk på vejene allerede, der senere kunne blive brugt i kunstgræsbaner, og derfor vedtog man i 2021 i Europa-Parlamentet en grænseværdi på 20 mg/kg for udtjente dæk. Alt sammen efter anbefaling fra det europæiske kemikalieagentur, ECHA.
Meget lav sundhedsrisiko
Sidenhen har ECHA vurderet den mulige sundhedsrisiko flere gange. I 2017 konkluderede de i en rapport, at der ”højst er en meget lav grund til bekymring”. Med andre ord var EU altså kommet frem til, at selv hvis man havde været i nærheden af gummigranulat hele sit liv, så vurderede man risikoen for kræft til at være meget lav. Blandt andet på grund af de føromtalte grænseværdier for de såkaldte PAH’er.
Omtrent samtidig foretog de hollandske myndigheder deres egne undersøgelser, og i deres rapport kom man ligeledes frem til, at helbredsrisikoen var så lille, at den bør opfattes som ubetydelig.
Alligevel opfordrede hollænderne EU til at sænke den tilladte grænseværdi for PAH i gummigranulatet, og i 2021 foretog det europæiske kemikalieagentur derfor endnu en undersøgelse af gummigranulatet. Igen kom man frem til, at sundhedsrisikoen er minimal, men at gummigranulatets indhold af kobolt og zink skulle undersøges yderligere for at klarlægge, om der skulle fastsættes en grænseværdi, ligesom man gjorde med PAH’erne – et arbejde, der på grund af det netop gennemførte forbud ikke længere er i gang.
Hverken i undersøgelserne fra EU eller de hollandske myndigheder har man konkretiseret den lave sundhedsrisiko, men det gør de til gengæld i et studie af et hold tyske forskere. De har tjekket gummigranulatet i 86 forskellige baner i 14 lande. Heller ikke her fandt de en sundhedsrisiko ved gummigranulat fra gamle dæk, og de anslår samtidig, at kræftrisikoen fra PAH’erne er under 1 ud af 1 million.
Man skal dog forvente, at undersøgelser af mulige sundhedsrisikoer ved gummigranulat og kunstgræs vil fortsætte i fremtiden. Det nye EU-forbud gælder nemlig kun for køb, salg og markedsføring, og man kan derfor spille videre, lige så længe du selv har et lager af gummigranulat liggende.
Forbud fremfor påbud
Og så er vi tilbage ved miljørisikoen og det netop gennemførte forbud.
For både føromtalte ECHA-rapport og de hollandske undersøgelser tyder på, at gummigranulat indeholder en række tungmetaller og såkaldte miljøfremmende stoffer, man ikke ønsker ud i miljøet. Det samme gør Miljøstyrelsen herhjemme.
Carsten Sigvert, der er markeds- og projektchef ved den rådgivende ingeniørvirksomhed WSP Danmark, bekræfter, at gummigranulatet så vidt muligt skal holdes på banerne.
– Der er nogle miljømæssige konsekvenser, ved at alle de her syntetiske materialer ryger ud i naturen, siger han.
Carsten Sigvert lever af at rådgive kommuner og private interessenter omkring etableringen af sportsanlæg herunder kunstgræsbaner. Sidste år indgik han og WSP Danmark en rådgivningsaftale for et tocifret millionbeløb med Københavns Kommune om etableringen af kommende idrætsfaciliteter i kommunen.
Alligevel mener han ikke, at EU-kommissionen har valgt den rette løsning. Det europæiske udvalg for risikovurdering gav nemlig to mulige løsninger, der skulle vælges i mellem – mulighed A betød, at man ved brug af blandt andet hegn og sluser skulle sikre et årligt granulatsvind på 50 kg. om året, mens mulighed B var købs- og salgsforbuddet, som kommissionen valgte i sidste ende.
– I kampen mod mikroplast er det er ikke kunstgræsandelen, der flytter noget i denne sammenhæng – vi skal have fat i nogle helt andre kilder, siger Carsten Sigvert.
Og noget tyder på, at regeringen og ikke mindst miljøminister Magnus Heunicke er enige i det udsagn. Tilbage i marts måned, da EU-kommissionen endnu ikke havde taget en beslutning endnu, forsøgte den danske regering nemlig at argumentere for mulighed A. Det oplyste Miljøministeriet dengang til Altinget.
– Det er regeringens holdning, at der i stedet for et forbud mod markedsføring af mikroplast som fyldmateriale til kunstgræsbaner indføres krav om, at der på nuværende og fremtidige baner etableres passende foranstaltninger, som reducerer udslip af mikroplast til miljøet, skrev ministeriet dengang til mediet.
Et par måneder senere måtte regeringen med miljøministeren i spidsen indse, at de ikke fik deres vilje, og Magnus Heunicke stemte derfor for et forbud.
– Det er lykkedes ved hjælp af gode argumenter fra vores side at få EU-kommissionen til at foreslå et fornuftigt kompromis med en lidt længere overgangsordning for kunstgræsbaner, så mulighederne for, at vi får udviklet bedre alternativer, er forbedret, og det hilser jeg velkommen, sagde han dengang til Altinget.
Kompromiset blev, at forbuddet først træder i kraft i oktober 2031 og ikke to år tidligere, som det ellers var planen. Miljøminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til interview til denne artikel.
Silkeborgbanen viser vejen
Havde de i EU-kommissionen valgt at gå med mulighed A, hvor man ved hjælp af blandt andet sluser til både spillere og maskiner samt hegn med luftgennemtrængende presenningsdug kan holde gummigranulatet inde på banen, kunne de have kigget til Danmark nærmere betegnet Silkeborg for at finde det gode eksempel.
Silkeborgbanen er et samarbejde mellem DBU og Silkeborg Kommune, hvor man ønsker at teste, hvordan spredningen af gummigranulat kan forebygges.
– Vi skal huske på, at når vi går forbi en kunstgræsbane, og vi ser, at der ligger gummigranulat hele vejen rundt om den, så er det jo ikke banens skyld. Det er adfærd fra brugere og vedligeholdspersonale, der forårsager det. Det er jo heller ikke McDonalds’ skyld, at deres affald kan findes i en radius af to kilometer fra en af deres restauranter, siger Carsten Sigvert fra WSP Danmark.
Umiddelbart kan det godt lyde lidt som en dårlig undskyldning, men Silkeborgbanens resultater viser, at der er noget om snakken.
– I løbet af lovgivningsprocessen i EU drøftede man, om et gummigranulatsvind på 50 kilo om året per 11-mandsbane var acceptabelt. Derfor konstruerede vi Silkeborgbanen, hvor vi kunne måle, hvor meget svind der egentlig var, når man ved hjælp af foranstaltninger forsøgte at holde det inde på banen. Resultaterne fra Teknologisk Institut har nu vist, at svindet sandsynligvis kan komme helt ned til under 5 kilo om året per 11-mandsbane, så det overraskede os positivt, fortæller Anders Kjær, der er seniorkonsulent for innovation og bæredygtighed hos DBU.
Sammen med blandt andre Teknologisk Institut har man siden juni 2022, hvor banen åbnede, kunnet måle svindet fra både spillere og personale.
Banen er lavet på den måde, at bander, sluser til brugere og vedligeholdsmaskiner og såkaldte granulatopsamlingsfelter tilsammen skal teste, hvordan man på bedst mulige måde forhindrer granulatet i at forlade banen uden at gå på kompromis med den spillemæssige kvalitet.
Spillerslusen betyder ifølge resultaterne fra Silkeborgbanen, at spillere og trænere kun tager under fem kilo med ud fra banen. Teknologisk Instituts rapport viser derudover, at omkring 70 procent af svindet fra spillere ligger i støvlerne og bliver taget med hjem eller i omklædningsrummet, hvorfra det bliver smidt ud og dermed brændt. Så udledningen fra spillere til miljøet er i princippet nede på 2-3 kilo om året per 11-mandsbane.
Udover spillersluserne har man testet, hvilken højde banderne skal have for at fungere bedst muligt. Man har testet højderne 20 cm, 40 cm og 60 cm. Resultaterne viser her, at der ved en bandehøjde på 20 cm kan være et svind på op mod 200 kg om året, mens man ved en bande på 60 cm kan få svindet helt ned på under et kilo om året.
I specielt de skandinaviske lande er det desuden nødvendigt også at lave såkaldte sneparkeringspladser, hvor sne fra kunstgræsbaner kan ligge og smelte, uden at gummigranulatet fra banerne flyder med smeltevandet ned i kloakken eller ud i naturen. Det har man lært fra de svenske og norske pendanter til Silkeborgbanen.
Har EU valgt forkert?
Grunden til, at EU i begyndelsen overvejede en grænse på 50 kg granulatsvind per bane, er, fordi de i en årrække har arbejdet ud fra forkerte tal. Det fortæller Carsten Sigvert.
– Man har længe lavet en direkte parallel mellem antallet af ton, man bruger til at genopfylde banerne med, og så det antal ton, der ender ude i miljøet – ”det, der bliver ført til, må også være forsvundet”. Det, vi ved nu, er, at når du fylder en bane op med gummigranulat, så kompakteres materialet over tid. Det betyder, at gummigranulatet faktisk ender i banen og ikke udenfor den. Men manglen på gummigranulat er den samme, og derfor fylder man efter, forklarer han og fortsætter:
– EU har længe arbejdet ud fra en formodning om, at man fylder 5 tons gummigranulat i en bane om året, men det er nærmere i nærheden af et halvt ton, så der er ikke nær så stort et svind som frygtet.
Ifølge Carsten Sigvert bliver gummiet kompakteret på grund af vejret, når der spilles fodbold på banerne og når der køres med vedligeholdsmaskiner på banerne.
Det reelle årlige granulatsvind kan med de rette foranstaltninger sænkes til omkring fem kilo per bane, som blandt andre Silkeborgbanen har bevist, og derfor frygter man nu, at forbuddet kan gøre mere skade end gavn.
– EU havde fået en meget bedre effekt med en påbudslov i stedet for et forbud. De har lavet en restriktion i forhold til brugen af gummigranulat, som gør, at man nu er nødt til at bruge andre kunstgræstyper fremadrettet. De nye kunstgræstyper er nødt til at kompensere for gummiets spilegenskaber bare for at komme i nærheden af noget, man kan bruge til fodbold, og derfor skal der endnu flere plastikfibre i kunstgræstæpperne – altså skal der bruges mange flere græsstrå, siger Carsten Sigvert.
Anders Kjær synes, det er svært at vurdere, om den samlede klima- og miljøeffekt havde været bedre med et EU-påbud om etablering af fysiske afværgeforanstaltninger i stedet for forbud, men han mener, at man i dag kan styre miljøpåvirkningen fra kunstgræsbaner med granulat væsentligt bedre.
– Den nye lovgivning forholder sig ikke til miljøpåvirkningen fra hele kunstgræssystemet, men det er noget af det, vi gerne vil prøve at blive klogere på. Vi vil undersøge spilfunktionalitet og miljøpåvirkning fra forskellige nye typer af kunstgræsbaner og fyldtyper. Det bliver spændende og se, om miljøpåvirkningen er mindre fra de alternative systemer, eller om forbuddet flytter problemet videre i systemet, siger han.
Udover at give de rette spillemæssige kvaliteter, hjælper gummigranulatet også med at passe på græsstråene i banen. Uden granulatet vil der komme et markant større slid på græsstråene, og det er her, man kan få et helt nyt problem.
Så sliddet fra de nye baner vil være værre for miljøet, end det der kommer fra gummigranulatet i dag?
– Ja. De luftbårne plastfibre fra græsset kan spredes, uden man kan styre det. Med gummigranulatet kan man i det mindste forhindre spredningen. Så man laver efter min mening en restriktion, der gør ondt værre, siger Carsten Sigvert.
Ifølge Anders Kjær har EU-kommissionen inden forbuddets vedtagelse argumenteret for, at medlemslandene ikke ville være hurtige nok til at få indført de nødvendige begrænsende tiltag, det kræver for at begrænse granulatsvindet, og derfor mente et flertal, at et granulatforbud var at foretrække.
– I Holland og Norge har de allerede lavet nationale tiltag, der skal begrænse granulatsvind til omgivelserne, men her havde man set et investeringsefterslæb fra klubber og baneejere, og det ønskede EU ikke at vente på, siger Anders Kjær.
Men hvis et forbud ikke er bedre, har I så gjort nok for at lobbye EU-landene i forhold jeres forslag om påbud som hegn og sluser?
– Jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne. Vi har formidlet vores resultater til EU-kommissionen, vi har formidlet dem til UEFA og de andre fodboldforbund, og alle har været meget interesserede i de her data, for lige nu har vi ikke kunstgræssystemer, der er bedre at spille på end granulatbanen, men den danske position vandt ikke opbakning blandt et flertal af EU’s medlemslande, siger Anders Kjær.
Send din bane til genbrug
En kunstgræsbane med gummigranulat holder i gennemsnit 12 år, inden det er tid til en udskiftning. Og i mange år havde man kun to muligheder med den brugte bane – kør den på lossepladsen eller på forbrændingen.
Og selvom kunstgræsbaner brænder ret godt, så mente Dennis Andersen, at der måtte være en bedre løsning. Så det lavede han med sit firma Re-Match.
I 2015 begyndte han opførelsen af verdens første genbrugsfabrik til kunstgræs, hvor de separerer kunstgræs, sand og gummigranulat fra hinanden, og i 2016 stod den første fabrik klar i Herning.
– Vi har så mange andre ting, der ikke er til at genbruge, så hvorfor egentlig brænde brugte kunstgræsbaner med dertilhørende CO2-udslip, når vi kan genbruge materialerne i stedet, siger Re-Matchs’ stifter, Dennis Andersen.
På fabrikken i Herning separer og genbruger de ca. 120 kunstgræsbaner om året, mens de på deres nyere og større fabrikker i Holland og Frankrig kan tage hele 250 baner om året.
Foto: Christopher Høeg Lundberg
Banen separeres i fire dele – græsfibre, sand, gummi og backing, som er ryggen græsset sidder i.
– Omkring 95 procent af en kunstgræsbane kan genbruges, og når det er helt separeret igen, sælger vi de enkelte materialer videre til industrier, der bruger det i deres produkter, fortæller Dennis Andersen.
Med det nye forbud på køb og salg af gummigranulat skulle man tro, at de hos Re-Match forventer meget mere at lave i den kommende tid. Sådan forholder det sig dog ikke.
– Nej, det tror jeg faktisk ikke, siger Dennis Andersen.
– Jeg tror ikke, industrien er klar med et alternativ, der er godt nok endnu, så folk vil have deres kunstgræsbaner med gummigranulat til at holde så længe som muligt.
Helt modsat forholder det sig for det rådgivende ingeniørfirma WSP og Carsten Sigvert. De skal bruge de næste otte år til at rådgive kommende kunstgræsejere i, hvor langt udviklingen er i forhold til at finde et materiale, der fungerer lige så godt som gummigranulatet. Indtil da har de ingen kvaler ved at anbefale netop det.
– Jeg har ingen problemer med at rådgive klubber om at vælge en bane med gummigranulat i de næste år, hvis det er behovet. Jeg ville for eksempel ikke anbefale en skole at lave en bane med gummigranulat. Behovet er der slet ikke, og man ville ikke kunne styre spildet fra banen, siger Carsten Sigvert.
Netop på grund af usikkerheden forventer han mange flere opgaver, men det er ikke noget, der giver ham et smil på læberne.
– Vi burde jo egentlig sidde og klappe i vores små hænder, men det gør vi ikke. For som det ser ud nu, kommer vi til at få dårligere fodboldbaner, og det, synes vi ikke, er så fedt.